"Hey fede, sød hund du har..."

Noget jeg har undret mig over længe, er vores måde at hilse på hinanden... eller mangel på samme. Jeg har boet i denne lejlighed, i denne gård, med nogenlunde de samme naboer i 5 år. Alligevel kan jeg støde ind i de samme mennesker på 610. morgen, og ikke få så meget som et nervøst trækken på smilebåndet. Vi går rundt mellem hinanden, som totalt fremmede (også selvom vi har talt sammen ved et uheld i ny og næ). Nogle gange er der dog øjenkontakt. Forældre i institutionen kan kigge på en lige udenfor døren til Børnehaven, uden at sige hej eller bare nikke. Selvom barnet står, og skriger HEEEEEEEEEEEEEEEEEEEj.

Er jeg bare bondsk, og skal se at blive som de andre Københavner-jyder? Hvad er det ved en storby, hvor man bor tættere end på landet, der gør at vi pludselig ikke ser mennesker omkring os?

Jeg bliver så glad for at få et smil om morgen eller af at give en "godmorgen" til skraldemanden. Jeg har altid været vant til, at man anerkender andres tilstedeværelse. Det bliver så køligt med al den ignoreren. Ikke smalltalk, bare et smil - det forandrer altid min dag når andre smiler.

På det sidste internationle MBSR kursus jeg holdte, var det noget af det der rørte dem allermest. At de i Danmark ikke følte sig særlig set. De fleste kom fra lande hvor man gør noget ud af at "komme hinanden ved". Bare et forsigtigt "mojn". Det er lidt trist, at andre føler, at vi er lidt ligeglade i det.

TILGENGÆLD er der 3 ting der får flere til at smile, sige noget, stoppe op og komme hinanden lidt ved.

1. At være så gravid, at det ikke længere bare ligner en delle. Jeg får trætte smil fra kvinder med barnevogne. Smil og kommentar fra ældre mennekser. Og en masse spørgsmål fra flere udviklingshæmmede på Istedgade. Det inviterer bare til en eller anden form for kontakt.

2. Folk med hundehvalpe. Nårrrh hvor er den sød. Hvor gammel er den? Hvad hedder den? Eller bare masser af smil og klap (hunden, ikke ejeren). Det er svært ikke at synes de er nuttet og værd at smile af.

3. Når man får grineflip på gaden eller i bussen. Som regel smitter det. Når nogen andre griner helt nede fra maven, kan man næsten ikke undgå det selv. Medmindre mand har gode folk omkring sig der kommer med den typiske "ejjj helt ærligt, så sjovt var det heller ikke...".

Hvad er det ved de særtilfælde, der får vores opmærksomhed, på for det meste den gode måde?

Børn kan det næsten ligemeget hvad... Så godmorgen til jer alle, med ønsket om en god dag. :)

Amme, Amme, Slynge... ØL.

Over hele facebook for tiden er diskussionerne i gang. Hvad er mors behov og hvad gør vi som forældre for vores børns skyld. Hvad "skal" man gøre for at give sine børn den bedste start på livet. Videnskab schmidenskab bliver slynget rundt i forsvar for de forskellige valg. Fanen er hævet højt for, at det er for børnenes skyld det hele. Det er ihvertfald ikke mutti's behov. Der bliver skreget ego mor mig her og der og alle vegne.

Hvorfor har vi så travlt med at skrige op om de RIGTIGE valg? Er der en "rigtig" to rule them all?

Jeg sad og tænkte tilbage på hvordan, jeg havde det da min datter blev født. Der var mange ting, der ikke gik, som jeg havde håbet på, og jeg kunne ikke amme - sådan troede jeg aldrig jeg ville få det.

Det berørte mig på et dybt plan, at jeg ikke fik den nærhed med den lille, at jeg ikke kunne udfylde rollen, som den der skulle give hende mad - jeg troede det var det jeg havde fået bryster til. Men nej.

Det var aldrig et ønske, at blive langtids ammer, og jeg glædede mig til igen at drikke en stor fad i solen på Vesterbro. Fordi det er dejligt, fordi jeg stadig er et individ, nu med afkom. Jeg ville også bare så gerne være en god mor, som jeg nu evner.

Nu er hun lidt større og fræk, og jeg har behov for at være, så god en mor som muligt. Jeg har behov for, at hun bliver set og hørt, så godt jeg nu kan. Jeg har behov for at hun får krammere og kysser, så jeg ved at hun har en chance for at vide, at jeg elsker hende mere end noget andet. Jeg går udfra, at det også er hendes behov. Det har jeg da vidst læst et sted...

Hvor "JEG*ER" er jeg nu oppe på?

Som tillæg til alt det, er der behov som hun også har. Det tager tid at læse dem, at lære hende at kende. Man fejlbedømmer, er træt og overser, man gør lidt, og så gør man det om.

Jeg er dog helt overbevist om, at man ikke kan fjerne MOARS behov, fra det at være forældre. Om man ammer til de er 8 eller ej! Så kan man skrive videnskab ind i det så meget man vil, hvis det ikke stemte overens med noget, vi følte inde i os, ville vi så overhovedet høre det?

Vi som forældre, har ting vi gerne vil gøre anderledes end vores egne forældre. Vi har værdier, vi har livssyn og erfaringer, vi har ting, vi mangler og gerne vil fylde i vores eget system.

Er vi bedre forældre ved at tilsidesætte alle vores egne behov? Eller skal vi se dem i øjenene, og flette dem ind, mærke dem, og acceptere det som en del af det at være mor til et lille menneske MED HELT SINE EGNE BEHOV?

Alle hader mormor bag rettet...

Jeg har lige været på to dages arbejds"retreat" på landet. Min mor bor ud til vand og skov, og det er luksus at komme derned. Der var fantastisk, solen skinnede og vi tog en køretur langs vandet på vej ind for at handle. Jeg kørte bilen, og er måske ikke den mest erfarne billist. Derfor vælger jeg, at køre forsigtigt mellem vejtræer og rådyr.

Store smil og grin og tjuhej hvor vi hygger, jeg kigger ud af bakspejlet, ser en ung fyr i en sænket vogn i en god turkis farve, som helt sikkert kører mere end mine 48,8 km i timen. Jeg har overskud, jeg er glad, og føler mig som et stort menneske, så jeg bremser ned, og blinker ind til siden for at lade ham komme forbi.

Han kører forbi mig storråbene i sin bil, rystende på hovedet mens han laver fagter mod mig og gasser op...

Vildt nok, hvordan ens intentioner gang på gang bliver misforstået, og hvor meget en "ÅRH jaaa..." følelse man kan få, når nu man prøvede at være flink.

Det store spørgsmål er, hvad jeg nu gør? Skal jeg lade det ødelægge mit humør. Give fingeren tilbage. Blive ked af at al den forsøgen på at gøre ham en tjeneste var forgæves? Lade være med at gøre det en anden gang?

Hvordan ville du reagere?

Klima, klima, klima, lkmia, lmiak...

Mens jeg sidder her med hovedet ud af vinduet med varmen på for fuld udblæsning, med min 17. latte to go i papkrus, computer, TV, og radio kørende og har glemt at slukke lyset i flere rum, undrer det mig, at de der store virksomheder ikke kan finde ud af at skære ned for det dersens CO2... NEJ... Nu går snakken igen omkring vores klima. Jeg ved ikke, om jeg skal frygte dommedag lige om hjørnet, men én ting jeg kan sige er, at det ikke kun er industrien, der er er nogle miljøsvin. Hvordan skal man danne sig et billede af hvilken situation vi virkelig står i?

Jamen hvad nytter det, kan man spørge sig selv om. Tja, jeg synes da i det mindste man skulle prøve. Jeg kunne godt tænke mig, at opdrage min datter til et liv, med et sundere miljø omkring hende og en følelse af ansvar for den verden hun lever i.

Jeg har min gang inde hos Danmarks kommende elite på KU et par dage om ugen... Her kan man både få varmen og en masse frisk luft samtidig på toilettet... Hvad er meningen med at skrue op på 5 i stedet for at lukke vinduet? Kaffen bliver nydt i gode engangs flamingokrus, som heldigvis ikke kan genbruges - og man MÅ IKKE bruge sit eget krus er der et fint lille skilt der reklarmerer med. Papir flyder alle vegne, og toiletpapir bliver brugt til at markere vejen til toilettet...

Hvorfor har vi så svært ved, at se os selv som en del af en et større billede? Hvis man ikke selv har et ansvar, hvis er det så? Det er vel i sidste ende os som forbruger, al den industri arbejder for? Jeg arbejder i hvertfald på at stramme op i mit eget liv, der helt klart også kunne bruge lidt forbedring på det område.

Hvad gør du for at skåne miljøet? Og tror du at der er stort problem?

Her er nogle tiltag jeg godt kan lide:

Fødevarefællesskabet - for dig der bor i KBH. Så kan man få lokalt grønt.

No impact man - måske lidt ekstremovich men han har gode pointer!

Stop spild af mad - Om hvad vores madvaner har af effekt på miljøet

Og drikkedunke frem for kildevand, termokrus til kaffen osv.

Dømmer du heller aldrig andre?

Jeg ville så gerne sige, at jeg aldrig dømmer andre. Men det gør jeg. Helt pr. automatik. Det gør vi alle, nogen mere end andre måske. Vi har alle den fantastiske egenskab, at vi kan forsvare enhver handling, og ofte også vores fordømmelser. I aften skal jeg undervise "mindfulness fortsætter" holdet, og jeg vil tage emnet "at dømme sig selv op". For den evne er om noget lige så vel udviklet som det at dømme andre... Er den ik? I den forbindelse fandt jeg et lille digt, som jeg synes var meget sjov. :) Og måske en lille reminder... hehe

a poem about judging others

I was shocked, confused, bewildered as I entered Heaven's door, Not by the beauty of it all, nor the lights or its decor.

But it was the folks in Heaven who made me sputter and gasp-- the thieves, the liars, the sinners, the alcoholics, the trash.

There stood the kid from seventh grade who swiped my lunch money twice. Next to him was my old neighbor who never said anything nice.

Herb, who I always thought was rotting away in hell, was sitting pretty on cloud nine, looking incredibly well.

I nudged Jesus, "What's the deal? I would love to hear Your take. How'd all these sinners get up here? God must've made a mistake.

"And why's everyone so quiet, so somber? Give me a clue." "Hush, child," said He, "they're all in shock. No one thought they'd be seeing you."

Judge NOT.

Jeg fandt den her: http://texandave.blogspot.com/2009/09/poem-about-judging-others.html